NIELS KJELDSEN

Gravstens historien

I vores have i Viborg står en gravsten – ikke fordi der her er begravet nogen af vore forfædre (noget sådant er heller ikke lovligt) – men gravstenen blev fundet for en snes år siden, da nabohuset blev bygget om.

En stentrappe på skråningen ned mod Nørresø skulle flyttes, og da man løftede et af trinene viste det sig at være en gravsten over malermester og musiker  Chresten Møller Nicolaisen  f 1838, d 1899 og hans hustru Maren Kirstine Laursen f. 1848, d 1887.

Hvordan var gravstenen havnet der?
Lå der skeletter under?

Arbejdet blev straks indstillet og jeg blev tilkaldt, da jeg også har samme efternavn, som der stod på gravstenen.

Kendte jeg noget til den?

Nej, jeg havde aldrig set den før – og så dog!

Nabogrunden har tilhørt min onkel og før ham min farfar.
Som lille dreng kan jeg huske, at min onkel engang sagde til mig, at jeg stod på min oldefars og oldemors gravsten! Det var altså den, der var fundet – eller genfundet!

I erindringen kom også, at min farfar på et tidspunkt havde placeret gravstenen midt i sin store have og lavet et springvand ved den!
Men det var blevet for meget for min Farmor – hvad ville gæster og naboer ikke mene!
Kvindernes magt er som bekendt stor, så gravstenen blev i stedet til trappetrin!

Oprindeligt havde den stået på Brande Kirkegård. Da gravstedet skulle slettes omkring 1923 skulle stenen egentlig have været destrueret. Det har åbenbart været for meget for min Farfar, som i stedet fik den transporteret til Viborg.

Min oldefar, Chresten Møller Nicolaisen fra Brandlund havde deltaget i krigen 1864, i 9. regiment, 8. brigade.
Som 25 årig ambulancesoldat var han med på tilbagetrækningen fra Dannevirke, deltog i træfningen ved Sankelmark og var med i slaget ved Dybbøl. Hans krigsoplevelser kan følges i Tom Buk-Swientys bog ”Kaptajn Dinesen, Ild og Blod”, som udkom for et års tid siden.

Min oldemor, Maren Kirstine Laursen kom fra Give – Thyregod egnen. Hendes søster, Mette Marie Laursen, var i 1864 forlovet med dragon, Niels Kjeldsen.

Selv voksede jeg op dør og dør med min Farfar, som jeg således tilbragte  mange timer sammen med i min barndom. Han var levende interesseret i historien – Danmarkshistorien og familiehistorien.

Han fortalte mig om, hvordan han som dreng i 1880erne, sammen med sin far, havde besøgt stedet, hvor Niels Kjeldsen var faldet. Senere i livet deltog han kritisk i diskussioner om, hvad der virkelig var sket, og hvordan hændelsen fejlagtigt var beskrevet af senere malere. Han havde bl.a. fået fortalt af sin far, at Niels Kjeldsen ikke havde en chance for at se den tyske officer Lüttichau, der skød ham ned bagfra, fordi der på tidspunktet for træfningen var en vejskråning, som officeren red i skjul bag.

Han fortalte mig om, hvordan hans far og mor havde været til fest sammen med Niels Kjeldsen og hans forlovede (min Farfars moster) inden krigen startede. Senere havde de mindedes Niels Kjeldsen ord om, at han ikke forventede at komme levende gennem krigen. Og da de andre festdeltagere havde forsøgte at trøste ham med, at ingen krige var hårdere, end at nogen ville overleve, havde Niels Kjeldsen blot svaret: Nej, for jeg viger ikke for en tysker!

Det gjorde han som bekendt heller ikke, da det først gjaldt!

I betragtning af, hvad der skete nogle måneder senere blev ordene husket i familien og fortalt fra generation til generation selv her 150 år efter!

Som dreng lærte min Farfar mig at skyde. For som han sagde: ”Du ved aldrig, hvornår du får brug herfor”!

Til alt held er det ikke sket endnu!

Men i betragtning af, at familien også var med i 1849 og aktiv i modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, har det været muligt for mig, når gode tyske venner har besøgt os, med et glimt i øjet at kunne sige: ” I skal lige passe på – jeg er den første i fem generationer, der endnu ikke har prøvet at skyde mod en tysker!”

Fortsættelsen
Når en gravsten sættes over en afdød er det for at mindes og  markere, at et liv er slut – i alt fald det liv, som vi kender til her på jorden. Tilbage er minderne, sorgen, savnet – men også håbet om, at døden ikke er det sidste, at kærlighedens magt vil slå dødens skygger til side i sidste ende.

Niels Kjeldsen og Mette Marie Laursen nåede ikke at blive gift.
Mette Maries navn står derfor ikke på monumentet over Niels Kjeldsen.

Anderledes gik det for Mette Maries søster, Maren Kirstine. Hendes mand overlevede mirakuløst  krigen, selvom han deltog i nogle af krigens allerhårdeste kampe

De fik som bekendt en fælles gravsten, som står i min have i dag!

Mette Marie?
Mette Maries skæbne blev, som så mange andre ”soldaterenker” at måtte leve med sorgen og savnet - at få det bedste ud af det liv, som blev hendes.

Hun blev senere gift og fik et godt normalt familieliv!

Der er mange ting, som vi ikke ved – som vi kun kan gisne om!

Når en gren skæres af et træ fordeler saften sig til andre grene.
Jeg er ikke i tvivl om, at Niels Kjeldsens og Mette Maries kærlighed må have været stærk.

Hun har gemt kærligheden i sig, lod den gro - delte ud af den til familie og venner i hendes nærhed.

For hun vidste, at ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for andre!

Det gjorde hendes kæreste Niels Kjeldsen!

Æret være hans minde!